Nata Vestnorden

Den grønlandske hundeslæde kultur skal bevares

juli 19, 2021
Bevillinger
juli 19, 2021
Bevillinger

Greenland Dog Adventure fik bevilliget støtte fra NATA i foråret 2021 til studieture mellem Island og Grønland. Meningen er at opstarte et hundekennel, derfor er der brug for en tværkulturel udveksling med Island omkring pleje af hunde i en kennel samt brugen af hunde i kommerciel relation. Hundekennelen vil blive drevet ud fra bæredygtige principper med involvering af lokale kræfter og drevet som en tur virksomhed, der kører hele året og, hvor man som turist deltager i arbejdet med hundene.

Projektet Greenland Dog Adventure tager udgangspunkt i et stærkt ønske om at bevare den grønlandske hundeslæde kultur, som er i fare for at forsvinde da slædehunden ikke længere er den vigtigste måde at transportere sig på – da der er mange der bruger snescootere istedet. Desuden har global opvarming gjort at havisen smelter, hvilket gør at lokale fiskere og fangere ikke kan bruge deres slæder som før. Derfor skal der nytænkning til med hensyn til brug af den grønlandske slædehund.

Foto: Aningaaq R. Carlsen – Visit Greenland

Arbejdsgruppen bag Greenland Dog Adventure tror på at det er et bæredygtigt projekt, som kan holde liv i en kultur, der går over tusind år tilbage til Inuits første indvandringer til Grønland. Den grønlandske slædehund er en helt særlig race, der har tilpasset sig forholdene i det arktiske klima sammen med Inuit, der i generationer har givet deres viden videre til næste generation. Turisme kan være med til også at gøre projektet økonomisk bæredygtigt, så man fortsat kan opleve hvordan det er at køre hundeslæde. Ligeledes vil et Visitor Center danne rammen for et videnscenter, hvor der fortsat aktivt forskes i slædehunden og gives viden videre til lokale såvel som besøgende.

Hjemmesiden er ikke helt færdig endnu, da projektet er under udvikling, men mere kan læses her.